Kinesisk tæppevævning menes at have udviklet sig over mange århundreder og trukket påvirkninger fra både kinesisk dekorativ kunst og vævetraditioner fra naboregioner i Centralasien og Tibet. Ved Qing-dynastiet (1644-1912) var tæppevævning blevet et veletableret håndværk, hvor fint vævede tæpper blev produceret til kejserlige paladser, buddhistiske templer og velhavende familiers hjem. Mange designs afspejlede traditionel kinesisk symbolik med drager, lotusblomster, pæoner, flagermus og skymotiver, der repræsenterede velstand, levetid, beskyttelse og harmoni.
De vigtigste vævecentre lå i det nordlige Kina, især omkring Beijing, Tianjin og Ningxia, hvor adgangen til uld af høj kvalitet understøttede produktionen af tykke, slidstærke tæpper med en blød tekstur. Hver region udviklede sin egen karakteristiske stil, selvom kinesiske tæpper generelt forblev genkendelige for deres rummelige kompositioner, afbalancerede layouts og afdæmpede farvepaletter.
I løbet af det tyvende århundrede blev kinesiske tæpper stadig mere populære i Europa og Nordamerika, hvilket førte til større produktion til eksport, samtidig med at mange traditionelle designelementer blev bevaret. De fleste vintage kinesiske tæpper, der er tilgængelige i dag, blev vævet mellem begyndelsen af 1900-tallet og 1980'erne. Siden da er produktionen af traditionelle håndknyttede kinesiske tæpper faldet betydeligt, hvilket gør originale vintage-eksemplarer i stigende grad eftertragtede af samlere og husejere, der værdsætter deres håndværk, kulturarv og tidløse æstetik.