Nomad-, landsby- og værkstedstæpper – det er (næsten) alt
om placering
Blandt de orientalske tæpper er der tre centrale karakteristika, der almindeligvis omtales som nomadtæpper, landsbytæpper og værkstedstæpper.
Nomadiske tæpper stammer fra nomadiske vævere, hvor håndværket var en del af stammetraditionerne. Tæpperne er ofte opkaldt efter de stammer, der skabte dem. De er dekoreret med motiver af dyr og landskaber, som de nomadiske stammer ville støde på – og hver stamme har deres unikke karakteristika. Nomadiske tæpper væves på simple og sammenklappelige væve. Tæpperne tjente oprindeligt funktionelle formål som sadeltasker og teltdekoration. Et nomadisk tæppe skal være transportabelt og fyldt med et specifikt formål. Det er relativt lille og kan have mål, som vi i dag anser for mærkelige.
Landsbytæpper er derimod skabt af fastboende landsbyboere og er ofte opkaldt efter den landsby (eller en omkringliggende region), hvor de er fremstillet. De er normalt større end nomadetæpper; deres tilsigtede formål er tæpper i hjemmene. Motiverne er ofte geometriske og mere detaljerede end på nomadetæpper, idet de følger traditioner fra den specifikke region. Alligevel vælger væveren farver, mønstre og designs.
Endelig er værkstedstæpper tæpper, der viser udsøgt håndværk. Som navnet antyder, fremstilles disse tæpper i atelierer, der traditionelt er placeret i større byer. Atelieret fungerer som en virksomhed, hvor væverne er ansat. Vævene er stationære og bygget til at muliggøre fremstilling af enorme tæpper, og det er ikke usædvanligt, at flere vævere arbejder samtidigt på et tæppe. Under arbejdet følger væverne et meget detaljeret mønster tegnet på papir, og de uregelmæssigheder, der accepteres på landsby- og nomadetæpper, er ikke tilladt her.