Gabbeh-traditionen trækker tråde tilbage til de nomadiske stammer i Mellemøsten, hvor vævere primært skabte disse tæpper til eget brug frem for til handel. I modsætning til formelle hof-tæpper var disse værker udtryk for personlig historiefortælling, der ofte indeholdt forenklede, abstrakte gengivelser af den naturlige verden, såsom træer, dyr og landskaber, skabt ud fra hukommelse og fantasi.
Betegnelsen 'Loribaft' refererer til en specifik, raffineret videreudvikling af den traditionelle Gabbeh. Mens klassiske Gabbeh-tæpper er kendt for deres tykke, grove luv og primitive designs, introducerede Loribaft-stilen en langt finere knytningsteknik. Dette skaber en mere poleret, tæt og holdbar tekstur, der giver mulighed for større klarhed i designmotiverne, samtidig med at den autentiske folkekunst-ånd fra den oprindelige nomadiske tradition bevares.
Visuelt er disse tæpper fejret for deres modige brug af ufarvet eller naturligt farvet uld, hvilket producerer en rig og varieret farvepalette. Signaturstilen inkluderer ofte store, åbne felter eller, som det ses på dette tæppe, ordnede horisontale bånd fyldt med symbolske motiver. Disse mønstre fungerer som en visuel dagbog over væverens liv med genkommende symboler, der er gået i arv gennem generationer af stamme-familier.
I dag er disse tæpper højt værdsat af samlere for deres blanding af gammel arv og kunstnerisk frihed. At eje et Loribaft-tæppe betyder at bevare et håndværk, der prioriterer menneskelige udtryk og naturlige materialer frem for masseproduktion. Det er et bevis på den vedvarende tiltrækning ved håndlavede genstande, der forbinder os med fortidens traditioner, samtidig med at de tilbyder en sjælfuld og jordnær æstetik til det moderne hjem.