Gabbeh- og Loribaft-traditionerne har deres rødder i de nomadiske kulturer i Mellemøsten, hvor vævere skabte disse tæpper primært til deres eget brug i hjemmet. Historisk set var disse stykker kendt for deres tykke, grove luv og enkle, ofte abstrakte designs, der afspejlede væverens personlige udtryk og den naturlige verden omkring dem.
Betegnelsen 'Loribaft' refererer til en specifik, mere raffineret stil af Gabbeh, der opstod, efterhånden som disse tæpper vandt anerkendelse uden for nomadiske kredse. Ved at bruge et tættere spundet garn og en højere knudetæthed kunne væverne skabe en glattere, mere sofistikeret finish, samtidig med at de bevarede den ikoniske, varme karakter fra den oprindelige tradition. Denne udvikling gav plads til mere indviklet, omend stadig minimalistisk, designarbejde.
Visuelt er disse tæpper fejret for deres brug af negativ plads og sparsomme, symbolske motiver. Mens traditionelle nomadiske tæpper ofte stolede på dristige, stammebaserede mønstre, læner Loribaft-stilen sig op ad en mere kontrolleret, kunstnerisk komposition. Kanterne er ofte diskrete og indrammer det centrale felt for at skabe en følelse af harmoni og balance, der gør dem yderst tilpasningsdygtige til forskellige boligstile.
I dag er disse tæpper meget eftertragtede af samlere, der værdsætter krydsfeltet mellem ældgammelt håndværk og moderne design. At eje et stykke fra denne tradition er en forbindelse til en århundreder gammel levevis, der repræsenterer en forpligtelse til færdigheder og arv. Det er et stykke, der bærer historiens tyngde og det unikke præg fra den håndværker, der bragte det til live.