Traditionen for afghansk kelimvævning er dybt rodfæstet i Centralasias og Afghanlands nomadiske og seminomadiske kulturer. Historisk set blev disse fladvævte tekstiler skabt ikke blot som gulvbelægning, men som vigtige husholdningsartikler, herunder sadeltasker, kornsække og beskyttende teltophæng. Designene udviklede sig, efterhånden som væverne rejste, optog indflydelse fra nabolagene og delte mønstre langs gamle handelsruter.
Udtrykket kelim henviser specifikt til et fladt tæppe uden luv, der er vævet ved hjælp af en slidsvævningsteknik, hvor der efterlades mellemrum mellem farveblokkene for at skabe skarpe og rene geometriske grænser. Betegnelsen Old Style henviser til en bevidst designbevægelse, der genopliver traditionelle stammenmønstre og bruger uld indfarvet til at efterligne de bløde, let vejrslidte toner fra antikke nomadevævninger, hvilket giver tæppet en øjeblikkelig fornemmelse af historie og dybde.
Dette tæppes visuelle sprog defineres af dets gentagne trindiamantmotiver, traditionelle beskyttelsessymboler og indviklede geometriske kanter. Disse mønstre er kendetegnende for vævningsgrupperne i det nordlige og vestlige Afghanistan, hvor geometrisk symmetri bruges til at fortælle historier om familie, natur og dagligliv. Den rige palet af røde, blå og varme jordfarver er typisk for regionen og er designet til at bringe varme og farve til nomadiske boliger.
I dag er afghanske kelimer højt værdsatte af både samlere og indretningsentusiaster for deres grafiske moderne appel og historiske dybde. Fordi fladvævninger er lettere og mere alsidige end tæpper med luv, passer de sømløst ind i moderne hjem og tilbyder et autentisk stykke tekstilarv, der bærer den enkelte vævers kunstneriske signatur.
