Traditionen for tæppevævning i Tyrkiet er en af de ældste og mest respekterede i verden med tætte bånd til regionens kulturelle udvikling. Selvom betegnelsen berber ofte forbindes med nordafrikanske traditioner, har indflydelsen fra nomadiske vævestile gennem århundreder gennemsyret det tyrkiske håndværk, hvilket har resulteret i unikke stykker, der blander stammeæstetik med lokale håndværksteknikker.
Forståelsen af et tæppes kvalitet bunder ofte i konstruktionen af dets luv og fundament. Et håndknyttet tæppe defineres ved den individuelle fastgørelse af uldtråde til trend og islæt, en metode der sikrer, at luven forbliver sikker og oprejst. Denne teknik skaber en tættere og mere substantiel overflade, der er langt mere holdbar end maskinfremstillede alternativer.
Designet af dette tæppe er et brud med de strengt formelle, medaljon-centrerede mønstre, der historisk findes i regionen. I stedet omfavner det et abstrakt, billedligt sprog, der fortæller en historie om landskabet og håndværkerens personlige fortolkning af deres omgivelser. Brugen af modige, kontrasterende farver fremhæver uldens individuelle karakter og farvernes livlighed.
At samle på et tæppe af denne kaliber handler om mere end blot gulvdekoration. Det handler om at bevare et stykke kulturhistorie. Disse genstande værdsættes for deres forbindelse til de hænder, der skabte dem, og de traditioner, de opretholder. At eje et sådant tæppe signalerer en påskønnelse af ægte færdigheder og den varige arv fra det mellemøstlige håndværk.
