Loribaft- og Kashkooli-traditionerne er dybt forankret i de nomadiske kulturer i Mellemøsten. Historisk set blev disse tæpper vævet af stammegrupper, der bevægede sig gennem landskabet og brugte uld fra deres egne flokke. Denne arv giver hvert tæppe en følelse af sted og en forbindelse til den naturlige verden, da mønstrene og farverne ofte var inspireret af det miljø, der omgav væverne.
Tekniske termer som Loribaft refererer til en specifik stil, der er karakteriseret ved en tykkere, blødere luve og en mere afslappet, spontan tilgang til design sammenlignet med formelle bytæpper. Udtrykket Kashkooli er ofte forbundet med Qashqai-stammerne, der er kendt for deres evne til at blande geometriske stammemotiver med en mere raffineret og sofistikeret æstetik. Disse traditioner hyldes for deres fokus på kvalitetsmaterialer og en dyb forståelse for uld som medie.
Designet af dette tæppe fremhæver selve uldens skønhed og indeholder ofte subtile farvevariationer kendt som abrash. Denne effekt opstår, når uld farves i små partier, hvilket fører til blide skift i nuancerne, der giver dybde og liv til tæppet. I stedet for at stole på komplekse, stive mønstre, bruger disse tæpper ofte åbne felter eller minimale motiver for at fremhæve farvens renhed og vævningens håndværk.
At eje et stykke fra denne tradition er en handling, der bevarer en rig kulturarv. Disse tæpper er højt værdsat af samlere og entusiaster, der værdsætter den dygtighed, der kræves for at producere dem uden hjælp fra moderne maskiner. De repræsenterer en bro mellem ældgammel nomadisk kunst og moderne livsstil, og tilbyder en følelse af autenticitet og menneskelig forbindelse, der bliver stadig mere sjælden i dagens verden.