Loribaft-traditionen har sine rødder hos de nomadiske stammer i Mellemøsten, især hos Lur-folket. Disse tæpper blev oprindeligt fremstillet til praktisk brug i telte, hvor de fungerede som sengetøj eller gulvbelægning, der skulle kunne modstå det hårde nomadiske liv og samtidig give varme og komfort.
Udtrykket 'Baft' refererer til vævestilen, og 'Lori' relaterer til den stammebaserede oprindelse, hvilket betegner en specifik tilgang til luvtæthed og valg af uld. I modsætning til mere formelle by-tæpper foretrækker disse tæpper ofte en tykkere og blødere luv, der fremhæver uldens naturlige egenskaber, hvilket resulterer i en plysset tekstur, der er let genkendelig.
Visuelt er disse tæpper kendt for deres udtryksfulde brug af farver og forenklede, geometriske designs. Selvom de ofte indeholder stammemotiver, ligger fokus hyppigt på samspillet mellem nuancer og den dybde, som ulden skaber. De dybe og ofte mættede farver er traditionelt udvundet fra naturlige farvestoffer, som afspejler regionens levende landskaber.
At eje et stykke fra denne tradition er en invitation til at forbinde sig med en historisk rigdom af håndværk. Disse tæpper er højt værdsat af samlere, ikke kun for deres æstetiske skønhed, men som håndgribelige artefakter af en levende kultur. Hvert tæppe repræsenterer en blanding af forfædrenes kunnen og individuelt udtryk, hvilket gør det til en meningsfuld tilføjelse til ethvert interiør.