Loribaft-traditionen stammer fra de nomadiske stammer i Mellemøsten, særligt Luri-folket. Disse tæpper blev traditionelt fremstillet til personlig brug i hjemmet og fungerede som varmt sengetøj og gulvbelægning, der kunne modstå det barske, bjergrige klima. Over generationer udviklede disse designs sig til den distinkte, minimalistiske stil, vi kender i dag, som er fejret for sit fokus på tekstur og naturlige, mættede farvestoffer.
Udtrykket 'Lori' refererer til vævernes stammebaggrund, mens 'baft' ganske enkelt betyder 'at væve' eller 'vævning'. I modsætning til mere formelle, strukturerede tæpper er disse stykker kendt for deres friere, mere kunstneriske udtryk. Konstruktionsteknikken prioriterer kvaliteten af ulden, hvor man ofte bruger en tykkere og mere modstandsdygtig tråd, hvilket resulterer i en tungere og mere plysset luv sammenlignet med traditionelle bytæpper.
Visuelt er disse tæpper defineret ved deres enkelhed. De undgår ofte de komplekse, geometriske medaljoner, man finder i andre mellemøstlige traditioner, og foretrækker store, åbne farveflader, der fremhæver de subtile variationer i ulden. De dybe, mørkegrønne og jordnære toner, som ses her, er typiske for de traditionelle farvepaletter, der blev udvundet fra lokale planter og mineraler, hvilket giver hvert tæppe en unik og levende karakter.
At samle på Loribaft-tæpper er en handling for at bevare en døende kunstform. Efterhånden som det moderne liv ændrer fortidens nomadiske levevis, forbliver disse tæpper en vigtig forbindelse til en arv af selvforsyning og kreative evner. At eje et er at besidde et stykke kulturhistorie, der værdsætter den menneskelige hånd frem for alt andet, hvilket gør disse tæpper meget eftertragtede af dem, der værdsætter krydsfeltet mellem rå skønhed og varig kvalitet.